Så frø i potter - masser af aktivitet i det tidlige forår

Når du starter sæsonen med at så allerede fra februar måned, kan du nå at frembringe dine egne planter frem til høst med succes.

 

En af årets første aktiviteter i haven er, når frøposerne skal indkøbes og frøene skal sås i potter og priklebakker. Mange af sommerens blomster og grøntsager har brug for en længere sæson, for at nå frem til høst, inden det gode vejr bliver mindre varmt.

Masser af information på frøposerne

En frøpose er fyldt med informationer om, hvornår, hvor og hvordan du skal så frøene. Flere af vores kendte kulturer skal faktisk startes allerede i februar for at du får optimalt udbytte af planterne. Når stakken af frøposer skal sorteres, er det derfor en god idé at lave bunker med dem, der skal sås i varme, dem som skal sås i drivhus og dem, som skal sås direkte ude i jorden under åben himmel. Har du lyst, plads og tid, kan du lave små forsøg med alle slags frø, for selvom anbefalingen siger ét, kan det jo godt være, at du ønsker noget andet.

I vindueskarmen

Tomatfrø skal sås inde i en varm vindueskarm sammen med chili og ærteblomster. Lav din egen lille planteskole, hvor potter, bakker og hvad du lige kan finde af beholdere, fyldes med såjord og dækkes med plastik- eller glaslåg. Husk at skrive tydelige skilte, så du kan følge de små planters udvikling. Brug altid en god kvalitetssåjord – almindelig pottespagnum indeholder for meget gødning, som risikerer at svide de små nyfremspirede planter.

Når planternes andet par blade folder sig ud, skal du begynde at fjerne låget. Gør det af flere omgange, så planterne kan vænne sig til at stå uden dække og gør det aldrig i direkte sollys.

Når foråret får ordentlig fat, skal planteskolen flyttes ud i drivhuset eller under beskyttelse på terrassen. Nu kan de få al den naturlige lys, som de hungrer efter. Mangel på lys giver ranglede planter, så oplever du, at fremavle sytrådetynde planter, skal du sørge for mere lys.

I det kolde drivhus

Andre af sommerens frø kan med fordel sås i det kolde drivhus og de små planter vil følge naturens gang hele foråret og udvikle solide og robuste små planter. Pladsen kan hurtigt blive for trang for de mange nye planter. Strækker de sig for at få mere lys, er det tid til at få dem skilt ad og give dem mere plads. Sår du i priklebakker, vil det være nødvendigt at plante dem i potter, så snart det er muligt at trække rodklumpen op som en samlet rodklump. Plant altid i fugtig jord og vand godt til bagefter, så rodspidserne hurtigt får kontakt i deres nye hjem.

Så i kasser

Prøv også at lave dine egne udplantningsplanter af salat (især dem, der danner hoveder), kål, bønner, majs og porrer. Brug bakker, som du bredsår i. Når planterne har fået en fornuftig størrelse, kan du trække kasserne ud af drivhuset, så de vænner sig til livet under åben himmel og derved vil de klare omplantningen meget bedre.

 

Så frø i potter - masser af aktivitet i det tidlige forår

 

Download

 

 

Find dit havecenter

Vi benytter cookies på dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet. Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser.

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies