Det er sjovt at konkurrere om, hvem der kan dyrke det største græskar. Verdens største græskar vejer faktisk over 1 ton! Her er der noget at gå efter, for græskar kan blive rigtig store.
Det skal du bruge
Potter
Spagnum
God kompost
Græskarfrø
Fyld potter
Fra slutningen af april måned skal du fylde potter med spagnum og plante de relativt store frø. Stil potterne lyst og lunt i ca. 1 uge – så vil du allerede kunne se de grønne spirer. Efter yderligere 2 uger er planten klar til at blive plantet ud.
Hvor gror græskar bedst?
Græskar er kraftigtvoksende planter, som kræver plads. De elsker varmen og solen, men klarer sig faktisk fint i skyggen af en hæk eller træer. Så du kan plante dem under æbletræerne, ovenpå komposten eller i køkkenhaven. Græskar vokser dog bedst, hvis de står i læ.
Jorden du planter i, skal være porøs og luftig. Grav havejorden godt igennem eller brug en jordfræser. Mål ud, så der er 1 m mellem hver græskarplante. Skal du have mange, bør der være 1,5 m mellem hver række.
Når du planter ud, skal du
Sørge for, at vejrudsigten ikke melder om kolde frostnætter. Græskar tåler ikke frost, så en nat med minusgrader gør det af med planterne. Når potterne er vokset til under beskyttede forhold i vindueskarmen eller i drivhuset, vil de nemt få solskoldninger, når de skal ud under åben himmel. Dæk dem den første uge med skyggende insektnet eller fiberdug. Tag dugen af en dag, hvor det er overskyet.
Plantehullet
Grav et 30 cm dybt hul, der er så bredt, at potteklumpen nemt kan være der. Fyld hullet op med kompostjord og plant den unge plante. Form en fordybning omkring planten, så du kan vande planten uden at vandet løber væk.
Når planten er godt i gang
Der skal masser af gødning og vand til for at få store græskar. Hver gang du vander, skal du iblande flydende gødning, som du kan købe i dit lokale havecenter. Doseringen kan du se på produktet. Græskarplanten vil danne 1 – 2 hovedskud, som inden længe vil begynde at danne sideskud, som den gerne vil lave indtil flere græskar. Men, al græskarenergien skal bruges til at ”føde” en eller to græskar, så de sideskud skal fjernes.
Tips Du skal udvælge dig ét græskar pr. plante for at kunne slå græskarrekorden